Disc golf regler
Hvad er disc golf? Generelt kan disc golf bedst betegnes som en afart af traditionel golf, hvor golfkøllen og golfkuglen erstattes med en specialdesignet frisbee - golfdiscen, og selve hullet erstattes med en specialdesignet disc golf kurv. Det gælder så om at kaste golfdiscen ned i kurven på færrest mulige kast. Information om, hvordan man spiller disc golf kan ses nedenfor.
Generelle disc golf regler
- Disc golf spilles som almindelig golf.
- Golfdiscen erstatter kølle og bold.
- Hullet erstattes af en disc golf kurv.
- Sørg altid for at have frit udsyn inden du kaster. Kast derfor aldrig, når der er mennesker eller dyr inden for rækkevidde.
- Man spiller i grupper på maksimum 4 personer.
- Alle spillere kaster fra teestedet (start) mod disc golf kurven (hullet).
- Derefter kaster man videre fra, hvor golfdiscen er landet indtil, golfdiscen er i hul.
- Golfdiscen tælles som værende i hul, når den ligger i kurven eller hænger i kæderne. Golfdiscen er ikke i hul, hvis den ligger oven på kurven eller under kurven eller, hvis den blot har rørt kurven.
- Antallet af kast skrives ned for hvert hul og lægges sammen. Vinderen er den spiller, der har brugt færrest kast på samtlige huller.
- Det er altid den spiller, der ligger længst fra kurven, der kaster først.
Lokalregler
Udover de generelle regler i disc golf gælder der for de enkelte disc golf baner i Aarhus og omegn også lokale regler. Det kan eksempelvis være specielle regler for benyttelsen af de enkelte baner og banernes udstyr, bestemte ordensregler og lignende. For mere information om de lokale regler for de enkelte baner, se da banernes egne undersider her på websitet.
Komplet regelsæt
Det komplette regelsæt findes på Professional Disc Golf Associations website på
www.pdga.com.